Nyt partnerskab mellem Grundfos og Møldrup Skole

Grundfos A/S Aalestrup i Hvam er en af de 27 erhvervspartnere, der samarbejder med lærer Maria Steenberg fra Møldrup Skole om at vise unge, hvilke erhvervsmuligheder de har i lokalområdet.

Tekst og foto: Marianne Fauerholdt / Kommunikation

Fabrikschef Mico Hansen var ikke i tvivl om, at han skulle takke ja, da lærer Maria Steenberg fra Møldrup Skole henvendte sig for at høre, om Grundfos Aalestrup ville være med i et lokalt netværk af virksomheder og institutioner, der skulle bidrage med praktikpladser og virksomhedsbesøg for skolens 9. klasser:
- Det hele udspringer jo af de netværksmøder, Maria inviterede os til. Vi var nede på skolen til et par møder, og det blev så til en aftale om, at vi bidrager med både erhvervspraktikker og virksomhedsbesøg for de elever i 9. klasser, som deltager på det nye valgfagshold ”Erhverv og Uddannelse”.

Både fabrikschef Mico Hansen og Mette Okkels, der er applikationsspecialist og elevansvarlig, er begejstrede for samarbejdet med Møldrup Skole. Det var lærer Maria Steenberg, der selv rakte ud efter Grundfos Aalestrup, og Mette Okkels fortæller om samarbejdet:

Maria var meget engageret i at få det hele op at stå. Hun har flyttet noget herude, og hun har virkelig været vedholdende. Det skal hun have.

Et ekstra plus ved det nye netværk er, ifølge Mico Hansen, at han har mulighed for at udveksle erfaringer med de øvrige virksomheder i netværket – især når det handler om at have de unge i praktik.

Lærer Maria Steenberg står her foran et elev-maleri på Møldrup Skole, der viser en del af det lokalsamfund, som hun har rakt ud til for at hjælpe eleverne videre i livet, når hun slipper dem.
Mette Okkels og Mico Hansen fortæller bl.a. om Grundfos-stifteren Poul Due Jensen, når de har elever fra Møldrup Skole på besøg i Hvam.

Ups

Mette Okkels har selv tre børn, der har gået på Møldrup Skole, så hun har et personligt forhold til både skolen og lokalområdet. Det er hende, der koordinerer og arrangerer besøg og praktikker. Det er også hende, der laver de individuelle aftaler med eleverne, og hun har allerede gjort en erfaring, der betyder, at aftalerne skulle skrives lidt om, fortæller hun:

- Vi havde en lille ”ups’er”, hvor en praktikant ikke dukkede op til aftalt tid – og heller ikke meldte afbud. Vedkommende havde meldt sig syg til skolen og ikke til os. Og det dur jo ikke. Så nu er det skrevet ind i aftalerne, at man skal huske at melde ind til os, hvis man er syg – ligesom når man har et almindeligt arbejde. Når elever ved, hvad de skal leve op til, er det også nemmere at få succes. Og den oplevelse vil vi gerne give de unge sammen med noget selvstændighed.

Aftalerne med de unge indeholder i øvrigt alt fra mødetider til information om arbejdstøj mv. – helt på linje med en almindelig arbejdskontrakt – og skabelonen er den samme for alle virksomhederne i Møldrup Skoles erhvervsnetværk.


En succes for alle parter

Her det første år har Grundfos haft et virksomhedsbesøg, hvor alle elever på valgholdet har fået noget at vide generelt om Grundfos som virksomhed og om de konkrete muligheder på fabrikken i Aalestrup. Her forsøger Mette og Mico, så vidt muligt, at få unge medarbejdere til selv at fortælle om deres job. Og virksomhedsbesøget bar frugt.

- Maria Steenberg fortalte os, at hele tre af eleverne bagefter havde sagt, at de godt kunne se sig selv arbejde hos os, fortæller Mette Okkels.

To elever har også i løbet af dette skoleår været i praktik hos Grundfos i skræddersyede forløb på hhv. kontoret og i vedligeholdelsesafdeling.

Ifølge fabrikschef Mico Hansen har virksomheden udelukkende fået positive tilbagemeldinger fra eleverne:
- Eleven, som var i praktik på kontoret, fandt ud af, at det det ikke lige var hende, men det er jo også en rigtig god ting at få ud af sin praktik. Den anden elev, som har været i praktik på fabrikken, har meldt tilbage, at han godt kunne tænke sig at komme i lære som automatikmekaniker, så det er jo en succes for alle parter.

Gode grunde til at blive erhvervspartner

På spørgsmålet om, hvorfor Grundfos Aalestrup blev en af skolens nye erhvervspartnere svarer Mico Hansen, at der er to årsager:
- Vi ligger jo kun 5 km fra skolen, og når vi kan, så synes vi også, at vi skal.

Vi har et socialt samfundsansvar over for de unge - især her i lokalsamfundet nord for Viborg, hvor vi er en af de større spillere.

Den anden årsag er, at Grundfos får en særlig mulighed for at markedsføre sig som arbejdsplads overfor de unge i lokalområdet i en tid, hvor der er rift deres arbejdskraft.

Grundfos Aalestrup har løbende i år tilpasset forskellige måden de deltager som erhvervspartner – både med lærer Maria Steenberg og med de enkelte praktikanter. Virksomheden er meget glade for ordningen, og fabrikschef Mico Hansen siger afsluttende:
- Vi er en stor virksomhed, som kan rumme mange forskellige unge mennesker, og selvfølgelig er vi også en del af Møldrup Skoles erhvervsnetværk i skoleåret 2024/2025.