Naturen dømmer ikke

Joan Munch har på egen krop oplevet, hvordan naturen kan hele og helbrede. I dag er hun Center for Mestrings ”naturnørd”, der hjælper kolleger med at bruge naturen på nye måder sammen med borgerne.

Tekst og foto: Vivi Sjøner/Kommunikation

- Se lige det træ der. Er det ikke flot? Se de former, og hvordan det forgrener sig. Men jeg vælger det træ derhenne. Det står smukt.

Joan Munch er på jagt efter et godt træ at stå op ad. Og ikke andet. Absolut ikke andet. Måske mærker hun vinden ramme kinden, måske hører hun bladene hvisle, og måske får hun øje på en sky, der giver hende følelsen af selvomsorg og ro.

- Det virker. Naturen kan virkelig gøre noget godt for en, siger Joan Munch, der underviser på Recovery-skolen ved Center for Mestring. Her laver hun, sammen med kollegerne, kurser for sårbare borgere, der skal lære nye måder at mestre livet på. Og her inspirerer hun sine kolleger til at bruge naturen på andre måder, end de er vant til i deres arbejde med borgerne.

Naturen har hele Joan

Oprindeligt er Joan uddannet sygeplejerske. Hun har blandt andet i et tværfagligt team, der tilbyder lindrende behandling til alvorligt syge eller døende Et krævende job, der, sammen med nogle større livsbegivenheder, gjorde, at hun brændte ud.

– I min egen recovery-proces fandt jeg naturen. Den kunne noget andet, end hvad jeg tidligere havde oplevet. Som sygeplejerske har jeg set mange behandlingsformer, men naturen… den kunne noget andet, smiler Joan.

Siden har hun taget en uddannelse i naturterapi, og det er den faglige viden, der gør, at hun i dag også er med til at udvikle nye måder hvor naturen kan tænkes ind i en recovery proces.

Bingo-plade til en gang fotosafari i naturen.

Recovery-skolen har blandt andet ”Årstidskurser”. Her foregår al undervisning ude i naturen – også i regn og slud.

– Det kan være, vi går en stille-vandring eller som i dag, hvor en flok skal på fotosafari. Her skal de finde og fotografere forskellige ting, vi har skrevet op på en slags bingo-plade. Vi har mange forskellige redskaber til, hvordan naturen kan bruges af borgere, der er psykisk sårbare, forklarer Joan.

Naturen spreder ro og kærlighed

Men hvad er det så, den natur er så god til?

- Naturen dømmer ikke. Den siger aldrig, at du ikke er god nok, eller at du ikke gør det på den rigtige måde. Den får os til at slappe af.

Når Joan siger os, så mener hun også dig om mig. For naturens egenskaber er ikke kun helende for sårbare. Den kan gøre os alle godt.

– Vi lever i verden med direkte opmærksomhed det meste af tiden. Vi har direkte kontakt med et andet menneske, ser på en skærm, skal hele tiden forholde os til noget eller nogen. Og denne direkte kontakt sætter gang i vores sympatiske nervesystem, så vores puls stiger, og vi får frigivet stresshormoner, forklarer Joan og fortsætter:

– I naturen bruger vi vores spontane opmærksomhed samtidig med, at vi helt automatisk bruger vores primære og sekundære sanser. Det aktiverer vores parasympatiske nervesystem. som giver ro, og frigiver kærlighedshormonet oxytocin. Skinner solen, frigiver lyset dopamin. Og alt dette er ikke noget, jeg bare siger. Det er målbart. Man kan simpelthen måle, at hjernebølger er mere afslappede, når vi er i naturen.

En tur i det grønne, hvor vi ikke har direkte opmærksomhed på andre eller andet end naturen, kan styrke både fysikken og psyken – to ting, der hænger sammen.

– Det er vigtigt, at vores krop har balance, og i stedet for kun at bruge naturen som kulisse kan naturen også bruges til større selvindsigt og ro. Næste gang du går tur, så prøv at se på former, farver, lys og lyde. Prøv at lede efter en kogle, og når du finder den, så bøj dig ned og saml den op. Så har du trænet både sanser og balancer, og fysisk balance giver også psykisk balance, siger Joan.


Fra dråbe til regn

Hun husker tilbage på et årstidskursus, hvor hun og en kollega ville have kursisterne med ud i et regnvejr, og da det endelig begyndte at dryppe fra oven, blev det virkelig regnvejr. Det stod ned i stænger.

–  Vi jublede, men halvdelen af holdet meldte afbud. Det blev den vildeste dag. Vi lyttede til regnen, duftede til regnen og mærkede regnen. Alle, der deltog, fik et boost af selvværd, for de overvandt regnen. Vi prøvede at få dem til at se bort fra de negative tanker om selve regnvejret og i stedet fokusere på lyden, duften, fornemmelsen samt den enkelte dråbe. Og en enkelt dråbe er jo ikke så slem, vel?

Joan har en drøm, som hun håber, lykkes en dag.

- Altså, naturen betyder meget for mig. Alt. Bare spørg mine kolleger. Så jeg håber en dag, at vi kan begynde at holde kurser i naturen, ikke naturkurser. Men flere slags kurser. Vil det ikke være fantastisk?