Efter nogle års pause har Teknik & Miljø genoplivet initiativet Langtidsfrisk, der skal være med til at forebygge sygdom og fravær samt højne trivslen blandt medarbejderne.
Genstart: Langtidsfriske initiativer er tilbage i Teknik & Miljø
Det handler om at skabe en sundere arbejdsplads, der blandt andet kan bidrage til både at styrke det gode arbejdsmiljø og sammenholdet samt forebygge sygefravær i Teknik & Miljø.
Det er tankerne bag langtidsfrisk, der er genopstået i 2024 i en ny form efter nogle års pause.
– Fælles-MED nedsatte sidste år en gruppe, der har undersøgt opbakningen til at genstarte initiativet, fortæller Marie Bang, som er ansat i afdelingen Byplan. Hun er, sammen med Pernille Gudiksen og Sanne Mathiasen, en af de ni ambassadører i det netværk, der driver initiativet i hverdagen.
– Undersøgelsen viste, at de fleste var interesserede i at deltage i små, afgrænsede aktiviteter i de enkelte afdelinger. Derfor har vi flest korte og ukomplicerede motionsaktiviteter, som bare lige giver et lille break i hverdagen, fortsætter hun.
Eksempler på det er daglig pausegymnastik med elastikker eller planketræning. Korte, men effektive handlinger til at få lettet sig fra kontorstolen og få kroppen lidt i bevægelse.
Hver for sig eller sammen på tværs
Netværket har medlemmer fra alle afdelinger i Teknik & Miljøs administration samt fra Park og Vej. Medlemmerne har både til opgave at være tovholdere for de aktiviteter, som afdelingerne beslutter sig for at gennemføre selv, og de aftaler også, hvis der skal planlægges større aktiviteterpå tværs af afdelingerne.
– Mange af afdelingerne er også med i større events som f.eks. ’Vi cykler til arbejde’ eller ’Tæl skridt’. Det er helt op til hver afdeling, hvad man har lyst til at engagere sig i. I nogle afdelinger er det et fast team, der arrangerer.I andre kan man selv melde sig som arrangør, hvis man har en god idé, fortæller Pernille Gudiksen, som er ansat i Byggeri.
Trappequiz
Selv om de fleste Langtidsfrisk-aktiviteter foregår inden for rammerne af den enkelte afdeling, har flere afdelinger benyttet muligheden for både at udfordre og få lidt mere kendskab til hinanden.
– Hen over sommeren holdt vi i fire uger en kombineret trappe- og kendskabsquiz. Det var en konkurrence, som både gik ud på, hvem der kunne få flest ture op og ned ad trapperne, og samtidig var det en quiz med spørgsmål om afdelingerne, så man kunne få lidt mere indblik i, hvad kollegerne arbejder med, forklarer Marie S. Bang.
Trappedysten gav en klar sejr til Natur og Miljø, men de andre afdelinger kan få revanche til november, hvor trappe-delen af udfordringen bliver gentaget, dog nok kun i to uger.
Det mentale velvære er også vigtigt
Målene for Langtidsfrisk er både fysiske og mentale.
– Jeg hører fra kollegerne, at vores aktiviteter med trappetræning, gåture og planketræning netop er med til at skabe en positiv stemning, som giver mere overskud og et godt arbejdsmiljø, fortæller Sanne Mathiasen fra Sekretariatet.
De tre medlemmer af netværket har et enkelt råd, hvis andre bliver inspireret til at gå i gang med langtidsfriske aktiviteter i andre afdelinger:
– Tænk simpelt og start i det små. Bedre sammenhold og mere fællesskab bliver også stimuleret af det hurtige smil på læben og den korte pause, hvor man får lidt sved på panden, slutter hun.
Læs mere om Langtidsfrisk på Vicki