Det er blevet populært at holde møder udendørs, og det giver flere fordele for både medarbejdere og borgere, når det traditionelle mødelokale skiftes ud med frisk luft i det åbne rum
Walk & Talk møder er kommet godt fra start
Tekst & foto: Katrine Rubeck Olesen / Kommunikation
Vejret er gråt i gråt. Tågen ligger tæt om rådhuset, og vandpytterne på fortovet er mange denne februardag. Men regnen holder ikke beskæftigelsesfaglig medarbejder ved Jobcentret Lis Dahl Pedersen tilbage. Flere gange om ugen afholder hun walk & talk møder med både kolleger og borgere.
- Den gruppe borgere, jeg arbejder med, er primært autister, og jeg oplever, at de taler 80 procent mere, end når vi sidder i et samtalerum. Nogle føler sig meget klemt, når de kommer end i et lokale på rådhuset. Det er bare noget helt andet at være ude i det åbne rum, siger Lis Dahl Pedersen.
Inspiration til samtalen
Derfor er det helt naturligt at dagens interview foregår på de anlagte ruter rundt om rådhuset, og Lis Dahl Pedersen har fart på, mens hun hjemmevant guider os rundt i området. Vi har ikke engang forladt Rådhuspladsen, inden samtalen er i gang. Omgivelserne hjælper til, at samtalen glider nemmere.
- Det giver inspiration. Nu ligger der for eksempel en snedrive der, så kunne jeg jo spørge dig om, hvordan du har det med sne. På den måde lærer jeg meget om borgerne, og de bliver inspireret til at fortælle mere om sig selv, tilføjer Lis Dahl Pedersen.
Men det er ikke kun i kontakten med borgerne, hun oplever positive effekter ved at komme ud og væk fra de traditionelle mødelokaler.
“- Det er virkelig en win win situation, for jeg kan selv mærke, jeg er mere frisk i hovedet de dage, hvor jeg har været ude at gå, fordi jeg har fået frisk luft. Kan du ikke også allerede mærke det, spørger hun.
Grønne fodaftryk i Outlook
Siden oktober har det været muligt at booke møder i Outlook som walk & talk møde med den grønne knap ved siden af den velkendte Teams-knap. Det er projektleder Maria Albinus Rømer fra Sundhedscentret, der har taget initiativ til at gøre walk & talk møder mere tilgængelige.
- Det giver så god mening, fordi alle kan være med uanset kondition, alder eller køn, og vi ved via undersøgelser, at gående møder har positive effekter på både sundhed, trivsel, humør, kollegiale relationer, idéudvikling og kreativitet, og vi kan se, at det bliver brugt, når vi tæller antallet af bookinger i Outlook, fortæller Maria Rømer Albinus.
I december blev der booket 19 udendørs møder. Udover knappen i Outlook er der anlagt afmærkede ruter omkring Rådhuset på henholdsvis 1, 2 og 2,5 kilometer, som er beskrevet på vicki.dk, og flere afmærkede ruter er på vej rundt omkring i kommunen. Aktuelt er der en rute på vej fra Jobigen og Sundhedscenter Viborg.
- Men man behøver ikke at følge en egentlig rute. Det kan være en måde at komme godt i gang på, og pælene med de små skilte skaber synlighed. Hvis du har en idé til en ny rute nær din arbejdsplads, er du velkommen til at kontakte mig, ellers er det bare med at komme ud ad døren, siger Maria Albinus Rømer.
Post it-sedler og diktafon på mobilen
Lis Dahl Pedersen og Maria Albinus Rømer er enige i, at ikke alle møder egner sig til walk&talk. Men de vil gerne slå et slag for, at det er nemmere end som så.
- Jeg har altid dem her i lommen, og hvis der er noget, jeg virkelig skal huske, noterer jeg det hurtigt, siger Lis Dahl Pedersen, mens hun hiver en blok gule post-it og en kuglepen op af lommen.
- Men du er mere tilstedeværende i samtalen, hvis du ikke skal skrive en masse ned, det kan godt virke forstyrrende. Så til de samtaler, hvor jeg ikke skal udfylde dokumenter, fungerer det fremragende bare at snakke. I afdelingen bruger vi det også til ugentlige refleksionsmøder, hvor det giver rigtig god mening.
Derudover har Maria Albinus Rømer et tip til at undgå papir og kuglepen. I telefonens notesystem er der nemlig mulighed for at slå en diktafon til.
“- På den måde får du dikteret, hvad I aftaler, og bagefter kan du automatisk få det skrevet om til tekst, som efterfølgende kan sendes videre til dem, der deltog i mødet, forklarer hun.