Fysisk aktivitet og fuldkorn på menuen

Flere fuldkornsprodukter, mere bevægelse og samarbejde med klubber på andre skoler. Det er noget af det, klubberne på Sødalskolens afdeling Løvel og Rødding har skruet op for siden 2022.

Tekst og foto: Britt Roslyng/Kommunikation

Det startede som en nysgerrighed. For hvorfor viste foranalysen, som er en rapport med data på børne- og ungeområdet i Viborg Kommune, en stigende tendens for overvægt hos eleverne på Sødalskolen. 

- Data viste, at fra børnene startede i indskolingen til de gik ud af udskoling steg deres vægt – faktisk ret meget. Det ville vi gerne kigge på og være med til at bringe ned, fortæller Diana Dalmose, der er klubpædagog i Rødding.

Sammen med klubben på Hammershøj Skole lavede de derfor en prøvehandling på at få sundere mad og mere bevægelse ind i klubtilbuddene.

Diana og hendes kolleger forbereder ofte maden, inden eleverne møder i klubben.

- Vi begyndte at bruge fuldkornsprodukter i stedet for hvedeprodukter, ligesom vi bruger mindre sukker og salt i vores mad, forklarer Diana.

Prøvehandlingen lavede de til en prototype, som de præsenterede til skolernes Videnbasar i 2022. Til Videnbasaren mødes repræsentanter fra alle folkeskoler i kommunen, hvor de deler viden, der virker, med hinanden.

Frygten forblev ved frygten

Det er dog ikke helt uden bekymring, at klubben har indført sundere måltider.

- Vi var lidt bekymret for, om det kunne koste medlemmer, fordi vi indtil da havde serveret nem og hurtig mad, som unge mennesker godt kan lide, men som ikke er supernærende, fortæller Diana og fortsætter:

Maden om eftermiddag er meget vigtig, og er et samlingspunkt. Heldigvis kunne vi konstatere, at vi ikke har mistet medlemmer.

Klubberne er et tilbud for elever i 4.-6. klasse, og hvor eleverne kan deltage i pædagogiske aktiviteter efter skole.

Læs også artiklen "Billeder på gulvet giver børn ro".

Tættere samarbejde i skolefællesskaberne

Sundhed handler også om bevægelse og mental trivsel, fortæller Diana.

Den første prøvehandling blev en succes, og året efter udvidede klubberne samarbejdet, så også Brattingborg og Møldrup skoler blev en del af fællesskabet.

- Efter skolefællesskaberne blev oprettet, kontaktede vi Brattingborg og Møldrup, der jo er i skolefællesskab med Sødalsskolen, for at høre, om de også ville være med i det her samarbejde, husker Diana.

Efter de to nye klubber var kommet med, ændrede fokus sig fra primært at handle om kost og bevægelse, til også at handle om sunde fællesskaber og derved brede sundhedsperspektivet mere ud.

- Sundhed er jo ikke kun det, vi propper i hovedet. Det er også det mentale, fysiske og fællesskaberne, forklarer Diana.

Sunde fællesskaber og fælles udflugter

I 2024 er også Ørum kommet til. Derved er klubber fra to skolefællesskaber en del af samarbejdet.

Vi er to skolefællesskaber, der har slået os sammen i et klubfællesskab

Diana
Der er mere fysisk aktivitet på programmet i klubben

Klubberne mødes 6-8 gange om året og laver aktiviteter sammen. Fx tager de i friluftsbadet i Hammershøj, spiller en fodboldturnering eller laver aktiviteter i én af klubberne. Aktiviteterne giver børnene nye venskaber på tværs af bygrænser.

- Vi ser, at børnene gerne vil de her fællesskaber på tværs. Det synes vi jo som voksne er superfedt, at vi får børnene blandet og får venskaber udenfor deres egen lille boble, fortæller hun

Børnenes større kendskab til klubberne forgrener sig videre til ungdomsklubberne, hvor Diana og de øvrige voksne oplever, at børn fra de omkringliggende byer vælger deres klubtilbud til i stedet for fx at tage til Viborg.

Det er ikke kun børnene, der har glæde af samarbejdet.

- For os voksne betyder det, at vi har nogle af tale med, som kan give os nye, gode idéer til blandt andet mad og aktiviteter. Så kan vi afprøve dem i vores klubber.

Klubpædagogerne mødes fire gang om året for at spare med hinanden.

- Det er vildt gavnligt, og vi er virkelig glade for det, lyder det begejstret fra Diana.

Økonomiske gevinster

Sødalsskolen er en lille skole, og det samme er de øvrige skoler i de to skolefællesskaber. Ved at gå sammen, kan de spare på nogle udgifter til aktiviteter.

- Vi kunne se en fordel i, qua vi er små skoler og økonomien ikke er superstor, at vi gør tingene sammen. Så kan vi fx tage en fælles bus til en aktivitet, i stedet for at skulle bestille tre busser, slutter Diana.